For tiden dykker jeg lidt ned i det at have kroppen med i læringssituationer. Jeg har været til en workshop om kropslig læring for at få lidt faglige begrundelser.
Først lidt om min baggrund for mit fokus. Jeg tænker på helt almindelige faglige kursusdage, som der holdes mange af i arbejdslivet. Min iagttagelse går på, at når jeg, som underviser beder en flok om at komme ud på gulvet og lægger op til en øvelse, så er ikke alle lige begejstrede. Fair nok! – de skal jo også lige finde ud af, hvad jeg har i ærmet. Til gengæld når deltagerne har været oppe fra stolen og fået opgaver, der indebar, at de skulle bevæge sig lidt rundt, er det er ofte de øvelser, der har sat sig fast, og de refererer til dem senere.
Det kan for eksempel være et lille kommunikationsrollespil, hvor de husker hvordan de nørdede ned i kommunikationens mikroniveau og prøvede at vente lidt mere på den anden, eller prøvede at følge den andens initiativ, uden selv at styre situationen. Ved at prøve situationen fremfor at sidde og snakke om den, mærkede de effekten af på egen krop.
Jeg vil gerne kunne begrunde, at jeg inviterer dem ud på gulvet og bedre forstå, hvorfor det har en god effekt at bruge både hoved og krop. Derfor tog jeg imod et tilbud om en formiddag med fokus på nysgerrighed og kropslig læring i Core Energy hos Petra Sofie Kempf i fredags. Her var jeg selv lidt ubekvemt på strømpesokker rundt på gulvet sammen med de andre deltagere.
Men efterhånden oplevede jeg på egen krop, at det at have kroppen med i en læringssituation gør, at jeg bliver mere nærværende, undersøgende, eksperimenterende og lyttende. Det at have kroppen med gør, at jeg var tilstede her og nu, og kunne se min medbragte case fra forskellige perspektiver. Jeg fandt handlemuligheder til en konkret situation jeg skal ud og håndtere.
Derfor er det slet, slet ikke dumt, når man gerne vil skabe refleksion, nysgerrighed og læring at bede folk om at rejse sig og gøre noget lidt andet. Måske bare det, at flytte plads. Det giver kvalitet til kursusdagen.
