Jeg har været til en rigtig god konference, hvor ministeren fik ordet. Det fik mig til at tænke på, hvem giver jeg ordet? Hvem giver jeg ordet i min hverdag i ældreplejen?

Går jeg til det borgeren for at for at forstå mennesket og derfra finde ud af hvilken opgave, det kalder på? Eller går jeg til det andet menneske med en opgave, som jeg ønsker vedkommende skal forstå og være med til at løse? Er mit fokus først og fremmest på mennesket eller på opgaven ?

Jeg kommer til at tænke på, hvor betydningsfuldt det er, når vi har fået skabt et lille nærvær midt i det hele. Når jeg får lyttet og måske spurgt et ældre menneske:

Hvordan har du det?

Er det noget der går dig på for tiden?

Hvad vil du egentlig foretrække….

Hvornår føler du dig tryg og godt tilpas?

Mens jeg skriver dette, kan jeg mærke, at jeg har sådan en stor trang til selv at få ordet. Jeg vil gerne forklare, hvad jeg forstår. Jeg er tilbøjelig til at sige, hvad jeg synes. Fortælle, hvad jeg har erfaret.

Kan vi aftale, at næste gang du ser mig, spørger du – hvem har du givet ordet i dag?