Et plejehjem er både en institution og et hjem, men det er også et sted med en masse relationer beboerne og personalet imellem. Vives nye undersøgelse: ”Et særligt hjem: oplevelser af hjemlighed på plejehjem” har inspireret mig.
Institution og hjem på én gang
Undersøgelsen belyser skismaet imellem det institutionelle og det hjemlige. Skiftende personale, travlhed og institutionsagtig indretning bevirker, at der er tale om et særligt hjem – det er ikke som det, man flyttede fra. Jeg synes, det er godt at sige det højt: Der er et indbygget dilemma i plejehjemslivet mellem institutionen med dens juridiske, sundhedsfaglige og økonomiske rammer og så det, at skabe et hjem for vidt forskellige beboere. Et indbydende og trygt sted, hvor beboerne føler sig hjemme, hvor de kan gøre hjemlige ting og have indflydelse på deres egen hverdag – at kunne vælge til og fra.
Relationers betydning
Og nu kommer min begejstring, som ender med at have noget med Marte Meo at gøre. Et andet væsentligt fund er nemlig, at de sociale relationer har en central betydning for beboernes oplevelse af hjemlighed. Plejehjemmets personale spiller en vigtig rolle for beboernes hverdagsliv og sociale liv. Deres evne til at yde omsorg, nærvær og tryghed er fundamentalt for beboernes oplevelse af at høre hjemme. Så midt i dilemmaet mellem institution og hjem viser det sig at nære relationer, der er knyttet op til personalet, er en meget vigtig brik i at gøre plejehjemmet til et hjem for den enkelte beboer.
Marte Meo til at styrke relationer
Jeg møder så mange medarbejdere i min hverdag, der netop har øje for, at skabe gode relationer, give en hjælpende hånd, få en lille snak skabe et øjeblik med nærvær. Jeg møder dem ikke mindst, når vi bruger Marte Meo til at styrke samspil og relation. Med nærværende undersøgelse kan jeg nu fortælle dem, at de er med til at beboerne oplever at høre til og føle sig hjemme i det særlige hjem, som plejehjemmet er.
Hvis du vil arbejde med Marte Meo metoden til at udvikle gode relationer på plejehjemmet så bliv Marte Meo terapeut. Jeg har to pladser tilbage på næste hold (aug 23), så tøv ikke med at henvende dig!