Lige nu er det januar med frost og høje smittetal, men det bliver ikke ved at være sådan. Jeg ser for mig, at der ligger ressourcer, som frø af ideer og nærvær, der vil spire, når jorden tør og pandemiens greb letter.
Bøgerne: Morten Münsters: ”Jytte vender tilbage” og Dorthe Birkemoses ”Mennesket er motiveret”, har jeg læst her i jule- og nytårstiden. Det er begge bøger, der peger på hvordan menneskets ressourcer påvirkes af omgivelserne.
De bøger giver mig inspiration til mit daglige arbejde med leder- og medarbejderinspiration på ældreområdet. Tag for eksempel dette fantastiske, at alle mennesker – også du og jeg, vore kollegaer, elever, klienter, pårørende, chefer, eller hvem det nu end er, vi tænker på- helt grundlæggende er motiveret til det, der er meningsfuldt, det vi ser ide i. Mennesker vil gerne ved egen kraft, som vi vil sige i Marte Meo (socialpædagogisk metode, som jeg er optaget af og underviser i). Men hvis man presses, bestemmes over, hele tiden får nye krav og reguleringer, så bliver barrieren høj, og vi mennesker mister motivationen og taber gnisten, der kommer indefra.
Münster og Birkmose skriver begge om at vores indsats som ledere, udviklingspersoner og undervisere skal rette sig mod at fjerne barrierer fremfor at lave ekstra forhindringer i form af nye projekter, målstyring, tests og krav.
Jeg håber for 2022, at vores fælles store pandemibarriere bliver meget mindre. Og selv vil jeg sigte mod at være klar til at skabe nærværende, nænsomt følgeskab og understøtte, så alle de frø, der ligger overvintret kan spire i den forårslune jord af egen kraft.
“Der skal to til Tango”
Denne velkendte sætning rummer kernen af, hvad godt samspil er og hvad en god relation kan. Det kan godt være, at der er én, der
