De etiske overvejelser står i kø i disse dage. 

En usynlig lillebitte Corona-virus demonstrerer med sin vanvittige smittespredning, at vi som mennesker på denne klode er flettet ind i hinanden og udleveret til hinanden, hvad enten vi vil det eller ej. Du har måske gættet, at jeg er kommet til at tænke på K.E.Løgstrups: ”Den Etiske Fordring” om, at jeg altid holder noget af et andet menneskes liv i min hånd. At det er op til mig om jeg møder ’den anden’ med omsorg eller ødelæggelse.

Den omvendte verden

Hvordan jeg handler etisk, vendes på hovedet i disse dage. I løbet af de seneste fjorten dage er det blevet omsorg at aflyse middags- og kaffeaftaler med de gamle i familien og blot levere et måltid mad udenfor døren. Nu yder jeg en (arbejds)indsats for samfundet ved at blive hjemme. Når jeg spritter hænderne og holder 2 meters afstand til andre mennesker, så kan det ligefrem dreje sig om liv eller død, for jeg ved ikke, om jeg skulle være smittebærer af den virus, som ingen af os har et forsvar imod. 

Gøre det godt nok…

Jeg holder andres liv i mine hænder, og indimellem sniger frygten sig ind, om jeg gør det godt nok, for det er så anderledes alt sammen. Så dagen er fuld af etiske overvejelser: hvordan kan jeg hjælpe de nære, uden at udsætte dem for virus? Er småbitte tegn på snue og hovedpine nok til, at jeg skal isolere mig selv? Hvor kan jeg bedst gøre en forskel? Hvad ville jeg ønske, jeg havde gjort, når alt dette er historie?