Skulle vi mon sænke tempoet på demensafdelingerne?

Pleje og omsorg til mennesker med en demenssygdom er blevet nyhedsstof. TV2 dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’ har med skjult kamera vist nedværdigende og krænkende behandling af ældre mennesker på to jyske plejehjem. En værdig ældrepleje er for mig en hjertesag, som jeg tænker, jeg deler med alle, både de, der i debatten supplerer med yderligere triste eksempler eller de, der pointerer, at der også sker meget godt i ældreplejen og at lang de fleste medarbejdere gør et fint og medmenneskeligt stykke omsorgsarbejde.

Vi var ellers lige kommer dertil, hvor vi var ved at uddrage læring af første afsnit af Coronatiden i ældreplejen.

Et rundspørge, refereret i Kristeligt Dagblad 1. juni 2020, viser, at flere plejehjem paradoksalt nok oplever, at den generelle trivsel blandt de ældre er vokset, trods begrænset kontakt til familien. De ældre sover bedre. Der bruges mindre medicin. Der er færre konflikter med beboere ramt af demens. Og sygefraværet blandt personalet er det laveste i mange år. Det, på trods af at besøgsrestriktioner har gjort corona-krisen særlig vanskelig for de godt 40.000 beboere på plejehjem og deres pårørende.

Det tegner et billede af nogle erfaringer, som vi må gøre brug af . Det handler blandt andet om gevinsterne ved nærværet, samværet i små grupper og den ro, som corona-tiden har udmøntet sig i på nogle plejehjem.

Efter at have set ovennævnte TV2 dokumentar har mange kaldt på flere tilsyn og mere kontrol. Jeg er mere optaget af at forbedre mødet imellem menneskene – medarbejderne og de ældre mennesker med demenssygdom. Det er roen og nærværets betydning, jeg vil folde ud her, da Corona-tidens erfaringer på det område måske kan øge værdigheden i hverdagens ældrepleje?

Mine iagttagelser er fra tiden før, ’corona’ blev et ord i Den Danske Ordbog. De fandt sted i rigsfællesskabets nordlige ende – i Grønland. Her fik jeg chancen for at opleve min egen praksis med et ”udefra-blik”. Som sygeplejerske med mange års erfaring i ældresektoren var jeg i forbindelse med min specialeskrivning på nogle ugers feltstudie på en demensafdeling i Grønland.

At mine indsigter blev inspireret af grønlandsk plejepersonale, øger blot aktualiteten, og jeg er glad for at kunne pege på, hvor meget vi mennesker har at lære af hinanden. I parentes bemærket betyder inuit; mennesker på grønlandsk. Det efterfølgende er mine subjektive observationer og refleksioner, illustreret af små klip fra mine feltnoter.

”Det er vigtigt, at der skal være stille og roligt, for mennesker med demens bliver forvirrede, hvis der er uroligt og larmende,” får jeg forklaret allerede første dag.

Den indstilling er synlig på demensafdelingen. Det virker som om, medarbejdernes tempo afstemmes med de ældre beboeres tempo. Medarbejderne taler lavt, næsten hviskende. De har et meget tydeligt kropssprog. Især bruger medarbejderne ansigtet, får øjenkontakt med beboerne, hilser ordløst på dem og anviser dem, hvor de skal gå hen, for eksempel ved at trække en stol ud på tjenermanér. Medarbejderne tilstræber med deres ageren at skabe ro og harmoni.

Beboerne ser ud til at sætte pris på den atmosfære medarbejderne skaber. Beboerne klager ikke. De afventer roligt den hjælp, medarbejderne giver.

Inklusion

Hverdagslivet på demensafdelingen består af en slags gensidig inklusion – medarbejderne inviteres ved indgangen ind i det rolige seniorliv, og beboerne drages ind i det fælles stille og rolige liv på afdelingen, hvor tempoet er sådan, at de kan være med.

Medarbejderne er hyppigt i køkkenet og de sørger for de behov, der viser sig. De beboere, der kan, går roligt omkring. Sker det, at én kommer søgende ud fra deres boliger, så går en medarbejder vedkommende i møde og skaber kontakt. Nogle skal have en cigaret, andre skal hjælpes tilrette på en stol ved bordet. En god del af tiden i løbet af en dagvagt synes opgaven for medarbejderne at bestå i denne tilstedeværelse.

Jeg forsøger at blende ind i hverdagen og gå lidt til hånde. Vi – beboere, plejepersonale og jeg – sidder ind imellem i sofagruppen, hvor vi ser lidt sport i tv, synger en spontan salme og snakker lidt med de beboere. Det ser ud til, at når man ikke lige har en konkret ting, man skal, så er det naturligt for både medarbejdere og beboere at gå lidt rundt, stoppe op og nyder udsigten fra vinduerne, eller få en lille stille snak.

Antropologen Janelle Taylor, der forsker i demens og relationer, bruger en sommerfuglekokon som et billede på, hvordan venner og familie kan være en beskyttende kokon rundt om mennesket, der har en fremadskridende demenssygdom.

Jeg er kommet til at holde af dette billede af denne ’stille og rolige’ hverdag som en kokon. Medarbejderne er godt nok ikke beboernes venner, men de er beboernes primære omsorgskontakter i hverdagen. Ved at skabe en stille og rolig inkluderende hverdag, der kompenserer og beskytter beboerne i en livssituation, hvor de bliver tiltagende skrøbelige og får tiltagende svært ved at begå sig i hverdagen, skærmer de dem fra voldsomme oplevelser og højt tempo, der kan bidrage til at øge følelsen af usikkerhed og angst hos dem.

Nærvær

Som dagene går, finder jeg ud af, at medarbejderne ikke går passivt rundt. De har en opmærksomhed og et nærvær, og de er klar, når der sker noget. De ser så rolige ud, men de har fuld opmærksomhed på situationen i rummet, ja, endda helt ud i beboernes boliger. Medarbejderne har styr på beboernes kommen, gåen og kalden.

At være vagtsom er en del af medarbejdernes tilsyneladende ’stille og rolige’ gåen omkring. Jeg finder efterhånden ud af, at de organiserer det sådan, at der altid er mindst én i stuen og fællesområdet. På grund af denne organisering kan beboerne altid finde én at gå til, når de kommer ud fra deres bolig.

Der er ingen arbejdsseddel for dagen. Jeg forstår ikke, hvordan medarbejderne ved, hvem der skal gøre hvad i løbet af dagen. Ud over mødetidspunktet, virker det ikke som om, et ur er særligt nødvendigt her. Der er ingen fastsatte tidspunkter for plejeopgaver, for der er ingen beboere, der skal afsted til behandlinger eller aktiviteter på bestemte tider.

De medarbejdere, der er på arbejde sammen, løser i fællesskab de plejeopgaver, der gentages dag efter dag. De aftaler, som dagen skrider frem, hvornår de gør de forskellige opgaver. Efter et par dage spørger jeg lidt forvirret, hvornår de holder det daglige planlægningsmøde: ”Det gør vi, når vi har tid,” lyder svaret.

Efterhånden forstår jeg, at ud over at have en opmærksomhed på beboerne, så registrerer de også hinanden. De går ind og hjælper hinanden, når der er behov for to personer. De har blik for, hvor langt kollegaerne er nået. Afdelingen er ikke større, end man kan se fra den ene ende til den anden.

Tiden virker til at være en ressource til at være til rådighed. Tiden er til at være parat til at hjælpe en kollega med en liftning, at være parat til omsorg. Tidsligheden formes af den sociokulturelle kontekst i Grønland, hvor man tager det ’stille og roligt’. Det synes værdifuldt at undgå forstyrrende aktiviteter, som kan forvirre mennesker med demens, og at have tid til at hjælpe hinanden.

Klokke-tid

Flere af beboerne fortæller mig historier om at være ude i naturen, at være dér, hvor man ikke behøver et ur, og hvor man blot kan være til stede. Hvis man går på jagt eller fisker, er man afhængig af at være tilstede i nuet og følge med i naturens gang. Det er vigtigere at kunne forudse en snestorm end at se på uret. Man kan kalde det ’en anden tid’ end ’klokke-tid’.

Måske bærer vi som mennesker denne længsel i os, når vi synes, det er godt at ”glemme tid og sted”. Pointen er at have en nærværende tilstedeværelse. Et menneske med en demenssygdom kan have svært ved ’klokke-tid’, da sygdommen gør det svært at holde rede på tider og strukturer.

Til gengæld har jeg lært meget om nærvær netop i samværet med personer, der har en demenssygdom. Selvom tid fylder meget i stort set alle aspekter af vores liv, viser det sig, at fokus på klokke-tid ikke nødvendigvis er det vigtigste for at give beboerne på en demensafdeling den hjælp, de har behov for. Beboerne bliver mødt, når de kommer lidt forvirrede ud af døren til deres bolig. Det har ikke at gøre med, hvor mange minutter og timer man er sammen, men kvaliteten af mødet og relationen, nærværet og det sanselige har betydning.

Der er opgaver på demensafdelingen, som er skemalagt. Middagsvognen kommer klokken 12 hver eneste dag, og dagvagt, aftenvagt og nattevagt har ligeledes faste tider, hvor de afløser hinanden. Der hænger en seddel på kontoret for at minde om badedage, og det samme gælder afføringsmedicinen. I skemaernes ’klokke-tid’ er fokus på opgaveløsninger på et bestemt tidspunkt. I demensafdelingens hverdag findes altså ’klokke-tid’, men der er god tid ind imellem til ’en anden tid’. Jeg får et indre billede af min outlook-kalender, hvor der på visse dage dårligt er plads til at komme fra det ene møde til det næste. Ren klokke-tid!

På demensafdelingen er der nogle opgaver, der løses bedst ved at høre til i kategorien ’klokke-tid’. De er nødt til at have en plan for at give afføringsmedicin med det rette interval, det ville ikke være hensigtsmæssigt at vente på, at beboeren blev forstoppet.

Omsorg

Gennem demensafdelingens ’stille og rolige’ omsorg prøver medarbejderne sig frem med flere forskellige indsatser hos beboerne for at finde frem til, hvad der er brug for, så de har det godt.

I en samtale forklarer en medarbejder, at når de skal forstå en urolig beboers plagede tilstand, så trækker de på deres kendskab til beboerens livshistorie. Der er for eksempel en beboer, som ofte råber på hjælp, uanset om hun er i sin bolig eller i fællesstuen. Hendes historie gør indtryk på mig. Kvinden har levet en stor del af sit liv med vold i hjemmet. Det hører hendes fortid til, og hendes demenssygdom gør, at ingen længere kan tale med hende om det. Medarbejderne tænker, at selvom beboeren ikke længere har sprog til at tale om det, så husker hendes krop det intense ubehag ved de skrækkelige hændelser.

Psykologen Tom Kitwood siger, at mennesker med demenssygdom kan være præget af en kronisk udbrændthed som følge af, at nervesystemet tidligere i livet har været belastet igennem en længere periode. Det betyder, at personen kan genopleve følelser, som for eksempel rædsel. Gamle oplevelser kan blusse op i nutiden, da fornemmelsen af tid og alder forsvinder i udviklingen af demenssygdommen. Ingen ved, om beboerens råb er udtryk for, at hun dagligt genoplever noget fra tidligere perioder i livet.

Medarbejdernes omsorgsfulde pleje retter sig meget mod at opfylde beboerens behov for trøst, tilknytning og inklusion, når de får hende til at ligge godt, giver lidt at drikke, småsnakker lidt og spørger: ”Ligger du godt?”

Ifølge Kitwood (I bogen “En revurdering af demens”, Munksgaard 2013) er demensramtes psykologiske behov de samme som alle menneskers behov. Der er ét altomfattende behov: kærlighed. Behovet for kærlighed deler han op i fem store behov, som overlapper hinanden: trøst, tilknytning, inklusion, beskæftigelse og identitet.

De små, omsorgsfulde ’stille og rolige’ indsatser, hvor medarbejderne har tid til nærvær, når hun kalder, bliver små dryp af kærlig lindring af beboernes forvirrede og plagede situation.

Medarbejderne er nærværende og til rådighed og ’pusler’ med at prøve sig frem, for at finde ud af, hvad der er god omsorg.

Ro til at prøve sig frem

Med denne grønlandske specialetid i rygsækken får jeg øje for noget, jeg måske godt vidste og så alligevel ser på en ny måde. De gode, faglige indsatser, som ydes af demensafdelingers medarbejdere, rummer en virkelig stor menneskelig omsorg med meget nærvær og villighed til at prøve sig frem for at finde den bedst mulige løsning. Medarbejderne har brug for en arbejdsdag med tid til at være til rådighed, tid til det uforudsete.

Jeg har haft lejlighed til at komme ud som afløser i demensplejen i corona-tiden. Her har min erfaring dels været, at sorg og savn har fyldt hos nogle. Men jeg har også set mange beboere blomstre op og komme i balance i den rolige hverdagsrytme med samvær og små-aktiviteter skabt af plejepersonale, der kender dem. Småaktiviteterne kan være en hyggelig samtale over kaffen, bowling på plejehjemsgangen og en gåtur i haven, oplæsning eller fællessang med Philip Faber.

Måske kan den ’stille og rolige’ hverdag give os nogle lærerige erfaringer af, at der sker noget godt, når man rykker sammen, er i små grupper og tilpasser tempoet til mennesker med demenssygdom. Der kan opstå nye muligheder, når vi ikke har så mange store aktiviteter men tid, der står åben til det spontane nærvær og de små nære aktiviteter.

Medarbejderne har brug for ’åben tid’ for at kunne udvise ro og nærvær til at løse pleje og omsorgsopgaverne på en værdig og ordentlig måde. At starte med at få en varm øjenkontakt og mødes i en medmenneskelig kontakt, inden man går til de nødvendige plejeopgaver, det gør godt for både plejehjemsbeboere og medarbejdere. Selvfølgelig skal alt ikke bare være langsom og sløv ro, der skal også være liv og glade dage. Lad os gerne få gang i lokale drøftelser af, hvordan vi skaber balancen imellem på den ene side den ’stille og rolige’ hverdag omkring skrøbelige medmennesker – og på den anden side den aktivitet, der fortsat er sund og meningsgivende for den enkelte.

Og når vi fremover skal sikre praksisnær støtte til refleksion og faglighed i ældreplejen, så handler det allermest om at lære at forsøge at se situationen fra det andet menneskes perspektiv. Det er mit håb, at corona-tiden kan tjene til inspiration til et stressreducerende tempo på demensområdet. Så mennesket ikke forsvinder. At kunne møde hinanden som mennesker – som inuit! – det er en vej til værdig ældrepleje.

Skrevet den 5. August 2020, Frederiksværk Forfatter:
Hanne Jensen

Sygeplejerske, Master i Sundhedsantropologi, Selvstændig konsulent i Praksis Perspektiv og ekstern konsulent for Sundhedsstyrelsens Videnscenter for Værdig Ældrepleje.