Blog posts

Første gang

Jeg var til møde i går hos en erhvervsvejleder for første gang i mit liv. Der er mange for ’første gang’ i mit liv for tiden, for indtil den 1. august har det meste af mit arbejdsliv været som almindelig lønmodtager i sundhedsvæsnet.

Hen over foråret kom jeg til den skelsættende beslutning, at jeg skulle starte min egen virksomhed – for første gang. Det betød at jeg skulle finde et navn, lave hjemmeside, få styr på regnskab, salg, kalender – mange ting og nogle af dem kan godt drille og tage meget mere tid, end man tror – især når man ikke har gjort noget af det før.

Nu er tiden så kommet til, at jeg skal lave min første blog – det sagde erhvervsvejlederen – og hvad vigtigere er: så har jeg nu forstået hvorfor J. Min blog skal kommunikere noget af alt det, jeg går og har på hjertet, som hverken du eller andre kan vide, hvis ikke jeg formidler det. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke har fattet det før.

Jeg vil hermed invitere dig til at følge med fra første færd i mine blogindlæg, som på forskellig vis kommer til at omhandle dét, der ligger mig på sinde allermest: at folde kompetencer og viden ud hos de mennesker, der tager sig af de svageste ældre i samfundet, så de finder veje at gå i hverdagen.

Midt i alt det med nyt firma og undervisning i ældreplejen, har jeg og min familie pludselig over en uges tid i september mistet min elskede mor. I den forbindelse har jeg sådan en stor lyst til at fortælle, at den gode sygepleje findes. Når jeg tænker på de intensive sidste dage ved mors seng, føles det som kærtegn for mig, at tænke på de små ekstraordinære ting, som sygeplejerskerne gjorde som det mest naturlige. Der kom dynebetræk på vattæppet, mors hår blev vasket med en vaskecap til sengeliggende og hun fik varme sokker på sine kolde fødder mens de talte roligt til hende. Vi som de nærmeste fik tilbudt seng og mad, samtaler og ro til den lange afsked.

Når jeg fortæller det, så styrkes jeg i mit ønske om at kunne understøtte alle de gode mennesker, som gør en forskel dag ud og dag ind for ældre mennesker uanset om døden er helt nær eller knap så tæt på. Vi har sådan en brug for, at de ikke brænder ud. Det er ikke første gang, jeg tænker, den tanke.

On Key

Related Posts

Hvem får ordet?

Jeg har været til en rigtig god konference, hvor ministeren fik ordet. Det fik mig til at tænke på, hvem giver jeg ordet? Hvem giver

Relationer og hjemlighed

Et plejehjem er både en institution og et hjem, men det er også et sted med en masse relationer beboerne og personalet imellem. Vives nye

Bogideer og nytårshåb

Bogideer og nytårshåb

Lige nu er det januar med frost og høje smittetal, men det bliver ikke ved at være sådan. Jeg ser for mig, at der ligger