Nød lærer nøgen kvinde at spinde, siges det. Coronarestriktioner har lært mig, at holde møder og undervisning via skærm. Jeg har fået rykket lidt ved mine fordomme, det har jeg skrevet fem punkter om her:

1. Skærmmøder trætter, de må holdes kortere /Skærmmøder kan sagtens have samme længde, som andre møder, hvis de er engagerende, hvor deltagerne f.eks løser opgaver. Gode pauser er vigtige.
2. Skærmmøder mislykkes ofte på grund af det tekniske/ Mange af os har ganske rigtigt skullet lære teknikken og indkøbe grej. Det er en god ide, at tænke, at teknikken kan drille, derfor send i forvejen slides ud, som deltagerne har en kopi af, og hav en “buddy” i den anden ende med telefonnummer, så kan i ringe sammen og beslutte en plan B eller en plan C.
3. Skærmmøder gør deltagerne passive/ Skærmmøder gør mig, som underviser passiv, for jeg kan ikke gå rundt imellem grupperne og støtte dem i gruppearbejde og jeg kan ikke skrive på deres tavle. Til gengæld kan jeg med fordel have en “buddy” i lokalet, der siger til, hvis der er behov for pause, en som skriver stikord på tavlen, og hjælper med at støtte gruppearbejdet.
4. Virtuelle møder duer ikke til at skabe nye relationer/ Jeg vil fortsat hellere mødes rigtigt, men min oplevelse er, at hvis jeg giver tid til at vi præsenterer os for hinanden, laver lidt sjov sammen og “smalltalker” lidt, så kan vi godt opbygge relationer også virtuelt.
5. Virtuelle møder bliver formelle og tekniske/ Man kan så meget teknisk med afstemninger og tests – det kan og gør jeg ikke. “Keep it simple” er min erfaring – ikke for mange slides – sørg for at være i øjenkontakt og tydelig på fuld skærm, så bliver jeg nærværende for dem, jeg mødes med. Tegn en tegning – eller skriv på en flipover og vis den i kameraet.